torsdag den 17. marts 2011

Skanning - uge 36

Onsdag d. 16/3 fik vi så igen chancen for at se den lille prinsesse i sort/hvid, da jeg skulle skannes for at afgøre hvordan hun ligger.

Vi fik desværre ingen billeder med, da hun er så stor, at det er svært for den utrænede at se hvad det er man kigger på - men sygeplejersken forsikrede os om, at alt så rigtigt fint ud. Den lille har det godt, og alt fungerer som det skal. Vægten blev anslået til 2500g, altså lidt mindre end jordmoderens skøn.

Dog ligger hun, ligesom jordmoderen havde vurderet det, med hovedet opad - æv! Det betyder at de vil forsøge at vende hende, og vi fik en ny tid til 1. vendnings forsøg på fredag. Jeg er ret spændt på, hvor ondt det kommer til at gøre! De vil forsøge at løfte hendes numse op fra mit bækken, og hvis dette slet ikke kan lade sig gøre, vil de stoppe der. Ellers vil de holde numsen oppe, mens de skubber til hovedet, og dermed forsøger at få hende til at slå en kolbøtte. Sandsynligheden for at det lykkes er ca 50/50, og hvis det lykkes er der en lille chance for at hun vender sig igen...

Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil de tilbyde et nyt forsøg på at vende hende et par dage senere, og ellers skal vi tage stilling til, om vi vil forsøge os med sædefødsel eller alternativt et kejsersnit...

Lige nu håber jeg mest af alt på, at hun har vendt sig når vi kommer til fredag ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar