My giver Aya mad :)

Søstre der elsker hinanden :-)

Faderens ligninger

Aya :´( + barnevogn + brosten = Aya :)

Navngivning for nørder...

Når man nu lige har været igennem det med at finde et navn... så er det her nu lidt sjovt (for mega nørder sføli!). http://xkcd.com/910/

Hjemturen

Endelig var Aya kommet til verden! Det blev til et par sting eller 3 til moderen, men ellers var det langt mindre dramatisk end ved Mys ankomst, så vi fik hurtigt fred til at være lidt alene sammen. Aya var med det samme interesseret i at spise, og lå og puttede sig ind til os, mens hun betragtede verden med store dejlige øjne.

Ca. en time efter skulle hun måles og vejes, og det blev til 4000g ligeud og 53 cm i længden, så en anelse større end My. Vi syntes dog ikke hun virkede voldsom stor, nærmere meget fin i det men med lange lemmer, fingre og tæer.

Den stolte far fik lov at give hende tøj på, og jordmoren konstaterede at det var dejligt med sådan nogle erfarne fædre, der kunne finde ud af at håndtere en baby, og jeg måtte jo give hende helt ret :-)

Der kom også mad ind til os, rugbrød og franskbrød med ost, saftevand, kaffe og the - og jeg var hundesulten efter en hel dag med dårlig mave og opkast! Derefter kunne vi ba

re vente på, at jeg skulle på toilettet, og så måtte vi tage hjem.

Til min store lettelse var der ingen problemer, og jeg kunne selv både gå på toilettet og tage tøj på igen derefter.

Efter fødslen var det lykkedes for sygeplejersken at miste min vandre

journal, og da der var vagtafløsning undervejs hjalp det ikke på at få papir arbejdet i orden. Så det endte med at vi sad og ventede på at det sidste kom i orden, og vi kunne få journalen med igen inden vi vendte næsen hjemad mod vores seng. Vi var begge enige om, at jo før vi kunne komme hjem og få ro i vores egen seng jo bedre... En nat på henholdsvis en fødebriks og en stol er ikke den nemmeste måde at få sovet på ;-)

Det endte dog med at vi kørte hjem mens vi hørte kl. 5 radioavisen, hvilket jeg heller ikke kan huske noget af, da mit fokus nu var på den lille ny, der sad i autostolen ved siden af mig :-)

Derhjemme ventede min mor med spænding på at se den lille ny. Det blev til en hurtig introduktion, hvorefter vi hoppede på hovedet i seng.

Vi vågnede igen ved 7.30-tiden, da vi kunne høre My løbe rundt i huset og snakke med Mormor. De var ved at dække bord til morgenmad, og My var meget interesseret i hvorfor der skulle flag på bordet, og hvem der mon havde fødseldag?? Vi åbnede døren og lod hende komme ind til os i sengen, og hun blev meget overrasket over at lillesøster endelig var kommet ud af mors mave!!

Der er ingen tvivl om at hun var en særdeles stolt storesøster!!!

Mikkel kom kort efter med rundstykker, for at se den lille nye niece og vi fik fejret lillesøster Aya allerførste fødselsdag :-)

Aya kommer til verden

Onsdag d. 13. april havde jeg lavet en aftale med min mor om at tage i svømmehallen. Dette var dels for at få tiden til at gå, og dels for at få mig rørt lidt...

Min dejlige mor ankom til morgenmad, men jeg følte mig ikke helt på toppen. Jeg havde en smule kvalme og lidt ondt i maven. vi blev enige om lige at vente lidt, og se om jeg ikke ville få det bedre i løbet af formiddagen. Desværre tog det bare til, og jeg måtte adskillige gange på toilettet i ekspresfart. Mavepinen begyndte også at komme i uregelmæssige intervaller, men det føltes nærmere som en omgang maveinfluenza end som veer. Så jeg holdte mig på sofaen, med fjernsynet kørende, og min mor trippende rundt omkring. Da vi nåede hen omkring kl 1

6 skrev jeg til Rasmus, at han måske gerne snart måtte komme hjemad, da jeg ikke følte mig helt på toppen, og der måske var noget i gang ;-)

Han kom hjem, men min tilstand ændrede sig ikke stort. Min mor lavede aftensmad til My og Rasmus, men jeg havde stadig ingen appetit, og var ved at være godt træt af det hele. Tilsidst måtte jeg jo også indse, at jeg nok ikke kunne komme afsted til min ugentlige hyggeaften med de dejlige damer Hanne og Majbrith - de virkede noget mere begejstrede for aflysningen end jeg gjorde på det tidspunkt!

Min mor valgte at blive natten over, bare for en sikkerheds skyld. jeg var stadig parkeret på sofaen og så fjernsyn - jeg skulle jo ikke gå glip af aftenens afsnit af Desperate housewifes ;-) Ved 9.30-tiden mente jeg at der var kommet lidt ro på det hele, og gik derfor i seng.

Jeg vågnede dog

igen omkring kl. 11, og kunne godt mærke at havde mavepinen drastisk ændret karakter. Jeg blev liggende lidt og tog tid på veerne, inden jeg gik ind i stuen og fortalte at nu skulle vi snart ringe til Skejby.

Rasmus fik pakket bilen, mens jeg snakkede med Skejby, hvor jeg vist formulerede det som, at det ville være rart lige at blive kigget på inden natten... (Jeg var vist stadig overbevist om at der ville gå noget tid). Veerne begyndte dog at kunne mærkes, og tage en del af min opmærksomhed. De kom også MEGET tæt på hinanden, så min stakkels mor, der ikke havde oplevet sid

st jeg var i fødsel, virkede temmelig bekymret og en anelse stresset på vores vegne :-)

Rasmus fik bugseret mig ud i bilen, og vi kørte afsted mens vi hørte midnats radioavisen - ikke at jeg har nogen ide om hvad de fortalte!

Endelig ankom vi til Skejby, og med en smule mere erfaring end sidst vi var der 3 år tidligere, fandt vi faktisk frem til elevatoren. Veerne kom dog så tæt på hinanden, at jeg var i tvivl om jeg ville nå ud af elevatoren inden den lukkede dørene!

I receptionen var der gabende tomt... Og først efter flere timers ventetid (hvilket måske kun er nogle minutter, hvis man ikke er midt i en fødsel) dukkede der en jordemor op. Hun gik dog bare lige forbi og bad os vente, da hun var midt i en fødsel i rummet ved siden af. Rasmus stammede lidt, og man fik fornemmelsen at han muligvis ikke mente vi kunne vente lidt, medmindre vi måtte føde i receptionen, hvilket måske ikke var en helt forkert vurdering.

Langt om længe kom der dog en ny jordmor tilsyne, der trak os ind i undersøgelsesrummet ved siden af, og fik

mig op på briksen (efter et betragteligt antal ve-pauser). Hun konstaterede, at det nok ikke var helt dårlig timing og at jeg var 8 cm udvidet, så afsted igen til et fødselslokale. Der var åbenbart fuldmåne eller noget i vandet, for der var pludselig kommet tryk på fødeafd. og de havde svært ved at følge med. Det betød også at mens jeg gik mod fødestuen (med maaange pauser) blev der indkaldt en jordmor, der egentlig lige var taget hjem. Inde på fødestuen var en sygeplejeske i fuld gang med at gøre klar til at modtage mig og den lille ny, så til at starte med fik jeg bare lov at stå op af sengen og passe mine veer i fred ;-)

Vandet var ikke gået endnu, så i mit hoved ville det være det første skridt mod at få det overstået. Den nu ankomne jordmor Rita virkede til at synes, at det var en god ide at jeg stod op, så jeg fik tøjet af og der blev lagt papir under mig til at "fange vandet". For at hjælpe mig lidt fik Rasmus lov at stå og holde lattergasmasken, som jeg kunne trække vejret i når veen bed allermest. Jeg følte at det varede en evighed før vandet endelig gik, hvilket var ca 2 min før at jeg ville have bedt dem om at prikke hul - bare for at komme videre i dagsordenen!

Jeg havde allerede fået lov at presse inden der gik hul, så jeg arbejdede bare videre, og fik den ide at jeg ville op på briksen. Det er dog absolut ikke det letteste på dette tidspunkt! Så det blev en akavet rejse, hvor jeg et ben af gangen kom op at sidde på alle 4 på briksen - det kan ikke have været et kønt syn!

Det var vist omkring dette tidspunkt, at jeg fik fornemmelsen af at være ved at sprække - og hvis nogen er i tvivl er dette absolut ikke en rar fornemmelse!

Jordmoren spurgte om jeg ønskede en pudendus blokade, til at bedøve vævet i mellemkødet. Efter at have fået forklaret hvad det var ind i mellem et par veer, sagde jeg JA TAK! Hvilket Rasmus åbenbart var nødt til at oversætte til jordmoren før det var forståeligt. Rasmus var i det hele taget fantastisk under hele forløbet, og kunne som den eneste forstå hvad jeg sagde og gestikulerede, så jeg kunne kommunikere med jordmoderen... Hvad skulle jeg dog have gjort uden ham som tolk, opmuntrende støtte og lattergasmaske-holder? For ikke at nævne, at jeg åbenbart ikke ville have trukket vejret i den sidste time, hvis ikke han havde husket mig på hver eneste åndedrag (som åbenbart var alt for korte gisp fremfor dybe suk, som jeg ellers sigtede imod).

For at lægge blokaden skulle jeg om på ryggen og ligge - jeg var ved at være dødtræt af hele tiden at skulle forsøge at ændre stilling, men det lykkedes dig tilsidst. Blokaden blev lagt ind mellem to veer, så det må have været gjort forholdsvist hurtigt (mit tidsbegreb var en anelse forskruet på dette tidspunkt) og fra mit perspektiv så det ud som om at der blev brugt en nål på ca en meters længde, men tror ikke Rasmus er helt enig i dette...

Det viste sig dog, at blokaden blev lagt alt for sent til at kunne hjælpe mig det mindste, for Ayas hoved kom ud på den første ve efter blokaden blev lagt, og så... skete der ikke noget. For første gang siden klokken 11, kom der en pause i veerne! Jormor og sygeplejeske kiggede på hinanden og fortalte at blokaden nogen gange kunne sætte en pause i veerne... DOH! De mente dog ikke at dette var det bedste tidspunkt at holde pause, så de begyndte gud-hjælpe-mig at trykke mig på maven, og derved fremprovokere den sidste ve, der gjorde at Aya kom til verden... d. 14. april 2011, kl 01:19, og dermed kun en times tid efter vi var ankommet til Skejby (hvilket i mit perspektiv føltes som en lille uges tid siden).

Vendingsforsøg... av av!

Fredag d. 18/3 blev det tid til første vendingsforsøg... Jeg var en anelse nervøs for hvor meget man ville mærke til det! Men fuld af forhåbninger om at hun selvfølgelig lå rigtigt når først vi kom til Skejby.

Så let gik det desværre ikke! Vi blev modtaget af en rar sygeplejeske, der fik mig placeret på en briks med nogle bånd omkring maven, der skulle måle den lilles hjertelyd og dermed generelle velbefindende (den kunne også måle veer, men dette var heldigvis ikke så relevant lige den dag!).

Som gravid kan det være meget ubehageligt at ligge på ryggen (bare en af de mange glæder...) og vi forsøgte derfor længe at placere udstyret, så det kunne måle mens jeg lå på siden. Desværre flyttede bebsen sig troligt til den modsatte side, hver gang jeg vendte mig, så efter en del vendeture (der absolut heller ikke er det nemmeste i verden med stor mave på!) endte jeg med at sidde op og få lavet målingen (det er altså ikke helt nemt at have en badebold spændt på maven og en bebs inden i, der har helt sin egen mening om tingenes tilstand!).

Efter 20 minutters måling blev vi hentet ind til lægen (en frisk og ret så stærk fyr, der vist spillede en del op til sin unge og meget lyshårede praktikant - som taget ud af den værste læge roman...), der skannede mig og konstaterede at hun stadig lå med numsen nedad (darn!). Derfor kom vi til det uundgåelige vendingsforsøg. Maven blev smurt godt ind i kold gele, og derefter tog mandspersonen ellers rigtigt godt fat rundt om den lille og forsøgte at tvinge hende til en kolbøtte. Hvis man nu kender det mindste til vores familie, ved man jo godt at det er den sikre vej til at mislykkes - for ingen skal tvinge os til nogetsomhelst! Så efter to forsøg, hvor jeg var ved at kravle ned på gulvet for at få det til at stoppe, mente lægen at det ikke ville lykkes i denne omgang (doh!), og at vi måtte lave en ny tid 5-7 dage senere og forsøge igen. Vi skulle lige igennem samme måling som da vi ankom, for at checke at den lille stadig havde det godt. Her havde den lille fået nok af alle strabadserne, og lagde sig til at sove - så det tog 20 min, 2 glas isvand og en gang mave-boksning af en sygeplejerske inden hun ville være med igen... Så måtte vi endelig vende snuden hjemad igen, lidt slukørede og med ildrødt, brændende maveskind!

Vi fik en ny tid allerede tirdagen efter. En særdeles hjælpsom sekretær mente godt man kunne tælle fredag med i de 5 dage, for dermed at ramme tirsdag og en specifik læge til 2. vendingsforsøg - for selvom hun selvfølgelig aldrig har sagt dette højt, så er der bare nogen læger der har et særligt godt tag på det med vendingen ;-)

Så tirsdag måtte vi igen troppe op på Skejby. Jeg havde mærket en del uro om mandagen, men syntes at der stadig lå en hård "bump" der hvor hovedet havde været om fredagen. Sygeplejesken mærkede efter og var enig. Så vi kom igen i måleapperatet, og for rigtigt at hjælpe det hele på vej fik jeg en indsprøjtning med noget astma medicin (Be-et-eller-andet), der skulle få livmoderen til at slappe helt af - desværre med den bivirkning at man fik hjertebanken og nogen kommer til at ryste en del af det - Jeg kan så konstatere at jeg hører til kategorien "nogen"!

Denne læge var den diametrale modsætning til ham vi mødte ugen før: en lille kvinde med stort rødt hår, der havde filosofien, at hvis man var nødt til at bruge brute force, så var det ikke meningen at man skulle pille ved det! Jeg følte mig allerede noget bedre tilpas, da jeg storrystende kravlede op på briksen, hvor vendingen skulle foregå - hvorefter lægen skanner mig og konstaterer at den lille dejlige vidunderlige pige har vendt sig rigtigt - helt af sig selv :-) JUHUUU!

Så ikke mere vold mod maveskindet i denne omgang :-) Vi kan lettede og glade tage hjem igen, og vente på at min rystetur stopper... og forhåbentligt behøves jeg så ikke besøge Skejby mere, før det rent faktisk er tid til at komme af med maven!