Så let gik det desværre ikke! Vi blev modtaget af en rar sygeplejeske, der fik mig placeret på en briks med nogle bånd omkring maven, der skulle måle den lilles hjertelyd og dermed generelle velbefindende (den kunne også måle veer, men dette var heldigvis ikke så relevant lige den dag!).
Som gravid kan det være meget ubehageligt at ligge på ryggen (bare en af de mange glæder...) og vi forsøgte derfor længe at placere udstyret, så det kunne måle mens jeg lå på siden. Desværre flyttede bebsen sig troligt til den modsatte side, hver gang jeg vendte mig, så efter en del vendeture (der absolut heller ikke er det nemmeste i verden med stor mave på!) endte jeg med at sidde op og få lavet målingen (det er altså ikke helt nemt at have en badebold spændt på maven og en bebs inden i, der har helt sin egen mening om tingenes tilstand!).
Efter 20 minutters måling blev vi hentet ind til lægen (en frisk og ret så stærk fyr, der vist spillede en del op til sin unge og meget lyshårede praktikant - som taget ud af den værste læge roman...), der skannede mig og konstaterede at hun stadig lå med numsen nedad (darn!). Derfor kom vi til det uundgåelige vendingsforsøg. Maven blev smurt godt ind i kold gele, og derefter tog mandspersonen ellers rigtigt godt fat rundt om den lille og forsøgte at tvinge hende til en kolbøtte. Hvis man nu kender det mindste til vores familie, ved man jo godt at det er den sikre vej til at mislykkes - for ingen skal tvinge os til nogetsomhelst! Så efter to forsøg, hvor jeg var ved at kravle ned på gulvet for at få det til at stoppe, mente lægen at det ikke ville lykkes i denne omgang (doh!), og at vi måtte lave en ny tid 5-7 dage senere og forsøge igen. Vi skulle lige igennem samme måling som da vi ankom, for at checke at den lille stadig havde det godt. Her havde den lille fået nok af alle strabadserne, og lagde sig til at sove - så det tog 20 min, 2 glas isvand og en gang mave-boksning af en sygeplejerske inden hun ville være med igen... Så måtte vi endelig vende snuden hjemad igen, lidt slukørede og med ildrødt, brændende maveskind!
Vi fik en ny tid allerede tirdagen efter. En særdeles hjælpsom sekretær mente godt man kunne tælle fredag med i de 5 dage, for dermed at ramme tirsdag og en specifik læge til 2. vendingsforsøg - for selvom hun selvfølgelig aldrig har sagt dette højt, så er der bare nogen læger der har et særligt godt tag på det med vendingen ;-)
Så tirsdag måtte vi igen troppe op på Skejby. Jeg havde mærket en del uro om mandagen, men syntes at der stadig lå en hård "bump" der hvor hovedet havde været om fredagen. Sygeplejesken mærkede efter og var enig. Så vi kom igen i måleapperatet, og for rigtigt at hjælpe det hele på vej fik jeg en indsprøjtning med noget astma medicin (Be-et-eller-andet), der skulle få livmoderen til at slappe helt af - desværre med den bivirkning at man fik hjertebanken og nogen kommer til at ryste en del af det - Jeg kan så konstatere at jeg hører til kategorien "nogen"!
Denne læge var den diametrale modsætning til ham vi mødte ugen før: en lille kvinde med stort rødt hår, der havde filosofien, at hvis man var nødt til at bruge brute force, så var det ikke meningen at man skulle pille ved det! Jeg følte mig allerede noget bedre tilpas, da jeg storrystende kravlede op på briksen, hvor vendingen skulle foregå - hvorefter lægen skanner mig og konstaterer at den lille dejlige vidunderlige pige har vendt sig rigtigt - helt af sig selv :-) JUHUUU!
Så ikke mere vold mod maveskindet i denne omgang :-) Vi kan lettede og glade tage hjem igen, og vente på at min rystetur stopper... og forhåbentligt behøves jeg så ikke besøge Skejby mere, før det rent faktisk er tid til at komme af med maven!
Væddere – små som store – har per definition mere energi end andre. Så hvis dit barn ikke udviser det store søvnbehov, kan du godt indstille dig på, at det bliver ved at være sådan. Hun er en lille krudtugle, som ikke er til at styre, for hun vil ud og opdage livet og det kan ikke gå stærkt nok.