Min dejlige mor ankom til morgenmad, men jeg følte mig ikke helt på toppen. Jeg havde en smule kvalme og lidt ondt i maven. vi blev enige om lige at vente lidt, og se om jeg ikke ville få det bedre i løbet af formiddagen. Desværre tog det bare til, og jeg måtte adskillige gange på toilettet i ekspresfart. Mavepinen begyndte også at komme i uregelmæssige intervaller, men det føltes nærmere som en omgang maveinfluenza end som veer. Så jeg holdte mig på sofaen, med fjernsynet kørende, og min mor trippende rundt omkring. Da vi nåede hen omkring kl 1
6 skrev jeg til Rasmus, at han måske gerne snart måtte komme hjemad, da jeg ikke følte mig helt på toppen, og der måske var noget i gang ;-)
Han kom hjem, men min tilstand ændrede sig ikke stort. Min mor lavede aftensmad til My og Rasmus, men jeg havde stadig ingen appetit, og var ved at være godt træt af det hele. Tilsidst måtte jeg jo også indse, at jeg nok ikke kunne komme afsted til min ugentlige hyggeaften med de dejlige damer Hanne og Majbrith - de virkede noget mere begejstrede for aflysningen end jeg gjorde på det tidspunkt!
Min mor valgte at blive natten over, bare for en sikkerheds skyld. jeg var stadig parkeret på sofaen og så fjernsyn - jeg skulle jo ikke gå glip af aftenens afsnit af Desperate housewifes ;-) Ved 9.30-tiden mente jeg at der var kommet lidt ro på det hele, og gik derfor i seng.
Jeg vågnede dog
igen omkring kl. 11, og kunne godt mærke at havde mavepinen drastisk ændret karakter. Jeg blev liggende lidt og tog tid på veerne, inden jeg gik ind i stuen og fortalte at nu skulle vi snart ringe til Skejby.
Rasmus fik pakket bilen, mens jeg snakkede med Skejby, hvor jeg vist formulerede det som, at det ville være rart lige at blive kigget på inden natten... (Jeg var vist stadig overbevist om at der ville gå noget tid). Veerne begyndte dog at kunne mærkes, og tage en del af min opmærksomhed. De kom også MEGET tæt på hinanden, så min stakkels mor, der ikke havde oplevet sid
st jeg var i fødsel, virkede temmelig bekymret og en anelse stresset på vores vegne :-)
Rasmus fik bugseret mig ud i bilen, og vi kørte afsted mens vi hørte midnats radioavisen - ikke at jeg har nogen ide om hvad de fortalte!
Endelig ankom vi til Skejby, og med en smule mere erfaring end sidst vi var der 3 år tidligere, fandt vi faktisk frem til elevatoren. Veerne kom dog så tæt på hinanden, at jeg var i tvivl om jeg ville nå ud af elevatoren inden den lukkede dørene!
I receptionen var der gabende tomt... Og først efter flere timers ventetid (hvilket måske kun er nogle minutter, hvis man ikke er midt i en fødsel) dukkede der en jordemor op. Hun gik dog bare lige forbi og bad os vente, da hun var midt i en fødsel i rummet ved siden af. Rasmus stammede lidt, og man fik fornemmelsen at han muligvis ikke mente vi kunne vente lidt, medmindre vi måtte føde i receptionen, hvilket måske ikke var en helt forkert vurdering.
Langt om længe kom der dog en ny jordmor tilsyne, der trak os ind i undersøgelsesrummet ved siden af, og fik
mig op på briksen (efter et betragteligt antal ve-pauser). Hun konstaterede, at det nok ikke var helt dårlig timing og at jeg var 8 cm udvidet, så afsted igen til et fødselslokale. Der var åbenbart fuldmåne eller noget i vandet, for der var pludselig kommet tryk på fødeafd. og de havde svært ved at følge med. Det betød også at mens jeg gik mod fødestuen (med maaange pauser) blev der indkaldt en jordmor, der egentlig lige var taget hjem. Inde på fødestuen var en sygeplejeske i fuld gang med at gøre klar til at modtage mig og den lille ny, så til at starte med fik jeg bare lov at stå op af sengen og passe mine veer i fred ;-)
Vandet var ikke gået endnu, så i mit hoved ville det være det første skridt mod at få det overstået. Den nu ankomne jordmor Rita virkede til at synes, at det var en god ide at jeg stod op, så jeg fik tøjet af og der blev lagt papir under mig til at "fange vandet". For at hjælpe mig lidt fik Rasmus lov at stå og holde lattergasmasken, som jeg kunne trække vejret i når veen bed allermest. Jeg følte at det varede en evighed før vandet endelig gik, hvilket var ca 2 min før at jeg ville have bedt dem om at prikke hul - bare for at komme videre i dagsordenen!
Jeg havde allerede fået lov at presse inden der gik hul, så jeg arbejdede bare videre, og fik den ide at jeg ville op på briksen. Det er dog absolut ikke det letteste på dette tidspunkt! Så det blev en akavet rejse, hvor jeg et ben af gangen kom op at sidde på alle 4 på briksen - det kan ikke have været et kønt syn!
Det var vist omkring dette tidspunkt, at jeg fik fornemmelsen af at være ved at sprække - og hvis nogen er i tvivl er dette absolut ikke en rar fornemmelse!
Jordmoren spurgte om jeg ønskede en pudendus blokade, til at bedøve vævet i mellemkødet. Efter at have fået forklaret hvad det var ind i mellem et par veer, sagde jeg JA TAK! Hvilket Rasmus åbenbart var nødt til at oversætte til jordmoren før det var forståeligt. Rasmus var i det hele taget fantastisk under hele forløbet, og kunne som den eneste forstå hvad jeg sagde og gestikulerede, så jeg kunne kommunikere med jordmoderen... Hvad skulle jeg dog have gjort uden ham som tolk, opmuntrende støtte og lattergasmaske-holder? For ikke at nævne, at jeg åbenbart ikke ville have trukket vejret i den sidste time, hvis ikke han havde husket mig på hver eneste åndedrag (som åbenbart var alt for korte gisp fremfor dybe suk, som jeg ellers sigtede imod).
For at lægge blokaden skulle jeg om på ryggen og ligge - jeg var ved at være dødtræt af hele tiden at skulle forsøge at ændre stilling, men det lykkedes dig tilsidst. Blokaden blev lagt ind mellem to veer, så det må have været gjort forholdsvist hurtigt (mit tidsbegreb var en anelse forskruet på dette tidspunkt) og fra mit perspektiv så det ud som om at der blev brugt en nål på ca en meters længde, men tror ikke Rasmus er helt enig i dette...
Det viste sig dog, at blokaden blev lagt alt for sent til at kunne hjælpe mig det mindste, for Ayas hoved kom ud på den første ve efter blokaden blev lagt, og så... skete der ikke noget. For første gang siden klokken 11, kom der en pause i veerne! Jormor og sygeplejeske kiggede på hinanden og fortalte at blokaden nogen gange kunne sætte en pause i veerne... DOH! De mente dog ikke at dette var det bedste tidspunkt at holde pause, så de begyndte gud-hjælpe-mig at trykke mig på maven, og derved fremprovokere den sidste ve, der gjorde at Aya kom til verden... d. 14. april 2011, kl 01:19, og dermed kun en times tid efter vi var ankommet til Skejby (hvilket i mit perspektiv føltes som en lille uges tid siden).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar